11:11 Hvad betyder det?

Jeg bliver ved med at se 11:11, hvad betyder det?!

Mange der er ved at vågne spirituelt støder ofte på talkombinationen 11:11 i deres hverdag. Nogen i en grad så de føler, at de er ved at blive vanvittige, fordi ”det giver da ikke mening, at man støder på de tal SÅ ofte?”. Det kan eksempelvis være, at ens blik næsten dagligt falder på klokken præcis kl 11:11. Til sidst tænker man, hvad betyder det?!!

Som nævnt så kan det være et symptom på den opvågnende sjæl. Nogen snakker også om, at det er ”Lysarbejderens kald til arbejde”. Det er din sjæl, der presser på, for at du skal vågne op og begynde at beskæftige dig med din sjæls kald. Altså det din sjæl planlagde, at du skulle beskæftige dig med, inden du tog herned på jorden.

Din sjæls kald er det, der dybest i dig er meningsfyldt. Det der giver dig en dyb tilfredsstillelse at beskæftige dig med og som føles rigtigt. Altså ikke nødvendigvis det som du kan tænke dig frem til, er det “du bør beskæftige dig med”. I stedet vil det ofte være mere passions-drevet, en hjertesag, en hobby, det du læser bøger om, det du laver, når du har fri og det som skaber en glæde i dig.

11:11 er således et hint til, at du skal begynde at overveje om du lever dit liv meningsfyldt og tilfredsstillende. Eller du skal til at overveje hvilke forandringer i dit liv, der vil bringe dig tættere på at leve et meningsfyldt liv i overensstemmelse med dine sande værdier.

Der er ingen der siger, at du skal flyve ud og sige dit job op, men måske du skulle tage skridt hen imod at beskæftige dig med dine passioner. Det kan starte i det små, men det vil være en god ide at komme i gang. Med tiden kan disse aktiviteter så måske komme til at fylde en større og større del af dit liv og din sjæl vil begynde at stortrives.




Hvis du har brug for klarhed til at komme tættere på, hvad der er meningsfyldt for dig, kan du med fordel begynde at meditere. Forvent ikke at du vil få alle indsigterne vupti under meditation, men det vil give dig et bedre udgangspunkt for at mærke efter og følge din intuition, imod hvad der er rigtigt for dig. At tilbringe tid i naturen kan også hjælpe dig med at finde ro og fokus til at skabe positive forandringer.

Det er dog vigtigt at huske, at det du tidligere har beskæftiget dig med i dit liv ikke har været spildt eller forkert. Det har givet dig de dyrebare erfaringer og gjort dig til den du er i dag og forberedt dig til din videre rejse. Men nu er tiden sandsynligvis moden til, at forandring vil være gunstigt og kan bringe dig videre på din rejse gennem livet.

Relateret indhold:
1. Hvordan manifesterer man sine ønsker?
2. Hvad er spirituel opvågning?
3. Reinkarnation og sjælen
4. Hvad er engle og hvad kan man bruge dem til?




 Tilbage til blog