Eksempel på overoptimering og profitmaksimering i fødevareindustrien
En hæderkronet familieejet virksomhed producerer en pastasauce. Den sælger rigtig godt, fordi opskriften er god med en masse kvalitetsråvarer og krydderier produceret i regionen, hvor forholdene er ideelle for dyrkning. På et tidspunkt bliver virksomheden opkøbt at en international fødevaregigant. De kan se mulighederne for at øge indtjeningen på dette produkt, da det sælger rigtig godt.
De kigger derfor på hvad der er i produktet og finder ud af, at flere af ingredienserne kan erstattes med billigere alternativer. Det lille velsmagende løg fra de lokale producenter kan erstattes med et, der er langt større, og MEGET billigere. Det vokser nemlig hurtigere og er genmodificeret, så det kan sprøjtes mere intenst. Det nye løg smager godt nok ikke af særlig meget. Men det kan fikses med at tilsætte ekstra salt, sukker og palmeolie, som er billige ingredienser. Det er godt nok også usunde ingredienser, men direktøren i virksomheden bliver aflønnet efter hvor meget han kan øge indtjeningen og er derfor ligeglad.
Hans folk findes også ud af, at der kan spares på krydderierne ved i stedet at tilsætte kemisk smagsforstærker og essenser i stedet for den ægte vare. Ja tænk, de kan faktisk også erstatte meget af indholdet med vand! Konsistensen holdes uændret ved at tilsætte fortykningsmiddel.
Det gamle produkt kunne kun holde sig i 2 måneder og medførte at der var noget spild med udløbne produkter. Derfor tilsættes konserveringsmidler, så nu kan produktet holde sig i 2 år! De skriver dog kun 9 måneder på pakningen. Det skal jo heller ikke virke mistænkeligt. Ja produktet er faktisk blevet så holdbart, at det nu kan holde til høje temperaturen under transporten, som derfor kan gøres billigere. Smart! Den høje temperatur betyder dog, at mange af de gavnlige antioxidanter og vitaminer nedbrydes. Men årligt sparer virksomheden nu 2 millioner på transporten! Samtidig vælges en plastikemballage som er billigere. Der er godt nok snak om, at der kan være skadelige stoffer i plastikken, men den er endnu kun forbudt på et marked. Og som direktøren siger: ”Når man producerer 50 millioner saucer om året, så er en besparelse på 10 øre pr. emballage til at tage og føle på”.
‘
Ovenstående er et konstrueret eksempel, men det tager afsæt i virkeligheden og illustrerer meget tydeligt, hvilke kræfter der driver mange fødevarevirksomheder i dag. De har profit i højsædet frem for folkesundhed og kvalitet. Læren af ovenstående eksempel er, at vi skal være meget kritiske, når vi køber færdigretter og forarbejdede produkter. De indeholder ofte råvarer af lav kvalitet og er spækket med sukker, fedt og tilsætningsstoffer.
‘
Tilbage til artikel: Findes der en spirituel kost