Afsked med en nær kær

I et tidligere indlæg beskrev jeg, hvad der sker, når man dør. Kort efter det indlægs tilblivelse oplevede jeg selv at skulle tage afsked med min kære farmor. Den oplevelse vil jeg gerne dele med jer, da den faktisk var utrolig smuk, meningsfyldt og så skete der nogle “ekstraordinære ting” 🙂

Hun døde i en alder af 90 år, så der var vist ikke tvivl om at det var ved at være hendes tid og jeg tror hun var indstillet på det. Døden eller “overgangen”, som jeg bedre kan lide at kalde det, skete en formiddag efter hun havde fået morgenmad på plejecenteret, og var kommet ind i sengen igen. Hun sov altså stille ind i rolige omgivelser, dog uden familien omkring sig, da vi ikke bor tæt på. De fleste havde dog besøgt hende for nyligt, så jeg tror at hun måske selv valgte, at det var ok på den måde.

Kort efter hendes død nævnte jeg for en clairvoyant, som jeg løbende har almindelig kontakt til, at nu var hun sovet ind og jeg mente at det nok havde været fredfyldt, selvom familien ikke havde været omkring hende. Den clairvoyante bekræfter så over for at mig, at hun fornemmer, at det har været en fredfyldt overgang. Hun nævner også, at hun faktisk har en besked til mig fra min farmor. Beskeden var:

“At nu er hun ikke længere bundet af sin fysiske krop og det er dejligt, for nu kan hun bare tænke sig et sted hen og så er hun der som et lyn. Hun sagde også, at nu kan hun kan være flere steder på en gang. At det er dejligt befriende og at jeg bare skal tænke på hende, så er hun hos mig”

Beskeden gav ekstra mening, da min farmor mere eller mindre havde været bundet til seng og rullestol den sidste tid grundet et amputeret ben. Så den nye frihed må have været en stor befrielse, plus hun igen kunne besøge familien (Den clairvoyante kendte intet til min farmors tilstand) .

Beskeden bekræftede også hvad jeg altid har haft en fornemmelse af, at de afdøde er omkring os lidt efter deres død og at de kan “høre vores tanker”.




Nå, men med beskeden i baghovedet tænker jeg, at så kan jeg da lige så godt snakke lidt med hende, når jeg nu ikke nåede at sige fysisk farvel til hende. Grundet den store afstand til hende, fik hun heller aldrig set min nye lejlighed. Så den aften viser jeg hende rundt i lejligheden, viser hende blomsterne (som hun gik meget op i) og da jeg er ude og løbe, viser jeg hende også den smukke natur.

Det er dog lidt mærkeligt, for det er envejskommunikation, da hun jo ikke har mulighed for at svare mig. Jeg siger så til hende “ja, ja, det er vi jo så vant til” og smiler lidt for mig selv, da hun de sidste år af sit liv ikke kunne tale grundet et blodprop i hjernen. Nå, men så lidt senere, da jeg står foran spejlet på badeværelset om aftenen, mærker jeg noget der kilder mig på halsen. Det føles som et lille dyr, der kravler (eller en meget let berøring), så jeg forsøger at børste det væk. Der er dog intet andet end – et modermærke. Jeg føler mig lidt dum, at jeg står og forsøger at børste et modermærke væk og i samme øjeblik går det op for mig, at jeg som barn var blevet irriteret over, at min farmor havde forsøgt at tørre et modermærke af min hals, i troen det var brun sovs!

Jeg var ikke i tvivl om, at det var min farmors måde at sige “Ja, jeg har været omkring dig her til aften og tak for snakken og rundvisningen”. Det var en ret speciel oplevelse.

Få dage senere er familien samlet på gården, hvor min farmor og farfar levede i sin tid. Vi er samlet i forbindelse med begravelsen. Jeg fortæller om min oplevelse til min fætter og et par andre. Han siger, at han ikke helt ved om han tror på den slags, da han aldrig har oplevet sådan noget. Hans kæreste fortæller dog (lidt til min overraskelse), at hun også har gået og snakket lidt med min farmor efter hendes død.

Om aftenen samme dag viser det sig så, at min fætter har stået alene ude i haven, har kigget mod himlen og sendt vores farmor nogle varme tanker. I det samme rejser flaget på flagstagen sig, så det et kort øjeblik er helt strakt ud, hvorefter det lægger sig helt fladt ned igen (da det er en vindstille dag). Dermed fik han også sin hilsen : ) Det er min onkel, der fortæller om min fætters oplevelse. Da jeg så fortæller, at jeg også har haft hende på besøg, og fortæller min historie med modermærket, bliver han helt paf. Tror faktisk han blev ret rørt.

Et par dage efter begravelsen har jeg fødselsdag og jeg går stadig og tænker lidt over oplevelserne. I mit stille sind om morgenen tænker jeg, gad vide om jeg får en fødselsdagshilsen fra hende i dag.

Da jeg så åbner bestikskuffen kort tid efter, ser jeg at alle gaflerne vender forkert!

Jeg tænker straks “hmmmmmm, det var godt nok underligt”, da jeg bor alene og det er flere dage siden jeg har tømt opvaskemaskinen. Så jeg ville have bemærket, hvis jeg var kommet til at vende dem forkert. Jeg kan ikke komme på anden forklaring end, at det må være hende, der ønskede tillykke med fødselsdagen : )

Hvis jeg lige skal afrunde denne historie, så må jeg sige at denne begravelse og afsked var noget særligt og langt mindre sørgeligt end disse plejer at være. Jeg vil faktisk gå så langt som at kalde det smukt, meningsfyldt og bekræftende på at livet er uendeligt. Det var en god dag og det er jeg sikker på vores kære ønsker, det skal være.

Relateret indhold:
1. Hvad sker der når man dør?
2. Reinkarnation og sjælen
3. Hvad er åndelige guider?